Op og nedture.
Briza er fra en dyreværnssag og er på den måde landet hos hestehandler, hvor vi købte hende. Første indtryk var at hun manglede lidt sul og muskler, det skulle vise sig at være det mindste problem.
Vi startede med at sætte hende i fold med shetlænderne, Buller tog godt imod og til min undren gik hun stille bagefter Buller, hun løb overhovedet ikke og faldt hun bagud blev hun stående til Buller "hentede" hende. Der gik 1 måned før hun kunne trave, motorikken var helt gal, Briza kiggede i en retning og løb i en anden, så det blev dagligdag at se hende falde, en svær tid hvor jeg spekulerede på om hun mon var normal i hovedet.
Et andet dagligt problem var at få hende ind i boksen, det kunne tage op til ½ time, hvor jeg stod roligt og ventede til hun var klar! Briza blev ikke hidsig, eller voldsom, bare stille og lidt forsagt, så alene af de grunde var jeg klar over hun skulle roses frem og have selvtillid. Det blev langsomt bedre, og idag 1½ år efter laver hun bare sjov med os, et princip med glimt i øjet, og kun et par minutter.
Briza blev langsomt stærkere og tungere, så jeg ville prøve lidt longe, hun skulle efter sigende være 3½ år, tilredet, men vinteren havde vist noget andet, Briza tabte mælketænder, så vi reducerede hendes alder med 1 år, jeg havde ingen tanker om at ride hende før hun var moden og sikker på sig selv. Briza er oldenborg blanding og af sind meget rolig, nærmest doven, så hun fik givet mig lidt af et chok da longen kom på, hun fòr afsted i angst, rundt på ridebanen med longen hængende efter sig, for pludselig at "opdage" mig, stoppede hun og kom glad hen til "mor". Der var helt klart sket noget voldsomt i hendes liv, i alleandre situationer var hun rolig og glad. Min mand blev hængtet med på sagen og vi prøvede med trav hvor han løb sammen med hende, så gik det fint, men uden følgesvend panikker hun, så longering gider vi bare ikke, hun skal ikke tvinges til noget hun er angst for.
Tango købte vi som selsskab til Briza, hun kunne ikke blive ved med at tøffe rundt med de små, så en vallak på 18 år måtte være det rigtige for min ufærdige hest, hun havde meget at lære. Hver gang Briza mistede sin fører stillede hun sig med indadvendte øjne og skrabede med forbenet, hun blev ved til man skubbede til hende, en underlig psykisk tilstand, en flugt fra virkeligheden, det var på fold, i boksen og på staldgangen, vi havde en travl tid med at holde øje med hende og "jage" hende ud af hendes bobbel. Tango forstod hurtigt menningen og overtog i folden ved at puffe til hende og lade hende gå bagefter sig. Der gik næsten et år hvor hun langsomt kom væk fra sin bobbel, nu skraber hun men med løftet hoved , klare øjne og et ægte tiggeri. Det andet var forfærdeligt, en uselvstændig og svag hest.
Jeg lavede også mange andre ting med Briza, legede med omvendte spande med en gulerod under, gik over bomme, øvede lidt lydighed på kommando, men Briza havde svært ved at forstå, min holdning er at det er afsenderens pligt at sørge for modtageren forstår, det hjælper jo ikke at råbe højere på russisk hvis modtageren ikke fatter et ord. Briza er altid glad og svulmer af stolthed når jeg roser, hun opfatter heldigvis ikke at små ting der for andre er ingenting kan tage uendelig lang tid for hende at forstå, hendes indlæring er lig 0, men hendes tillid til vores samarbejde får hende fremad. Min mand griner tit når jeg træner med Briza, hans Bonzo er en sund og kvik hest, der bare gør det hele efter bogen, hvor Briza og jeg bumler rundt i de mest komiske situationer, og når gerne i mål på et tidspunkt af flere omveje. Det vigtigste for mig er at Briza er glad, at hun kaster sig ud i udfordringerne og "griner" med når det mislykkes, resultatet er blevet en god indlæring, som jeg troede var helt ødelagt.
Briza fik givet os et chok første gang vi løftede et forben, hun faldt med et brag ned på staldgangen, der skete ikke noget med hende fysisk, men psykisk, hun blev bange for at løfte ben.Tålmodighed og forsigtige løft med hjælper til at støtte hende, nu er hun næsten perfekt hver gang og hun indtager en overlegen mine.
Det første år var et underligt forhold, Jeg knoklede for hende, og fik intet igen, hun har nok registeret mig men viste ingenting, så jeg gav op, hun måtte retur, tankerne om hun var hjerneskadet eller bare umulig at rette op fik til at aftale med hestehandleren at hun skulle byttes til en plag, ikke flere ødelagte heste til mig. I en uge overtog min mand pasningen af hende, indtil jeg en dag gik ud for at plukke mælkebøtter til krybene, Briza stod i den anden endeaf folden sammen med Tango, jeg råbte ;Hej Briza, og for første gang vendte hun hovedet og kom løbende, puttede hovedet ind til mig og nussede mig på kinden, masede sin bringe ind; vi skulle kramme, en ting jeg havde tvunget hende til, nu forlangte hun et kram. Tårene løb, at grine og græde på en gang er underligt. Min mand kiggede på os og ringede til hestehandleren, Briza skulle ingen steder!
Det blev starten på en bedre tid, nu hyggede vi os med vores klumpe øvelser og det gik fremad, en dag meldte jeg ud at Briza var vokset i højden, frem med stangmålet, men selv efter flere forsøg var hun stadig 152 i stang? Hun var ikke vokset i højden, nej hun rejste bare halsen op og var ikke mere en frø:O)
1½ år er gået, Briza er på vej mod tilridningen, jeg kan sidde på hende i stalden både med og uden sadel, hun er knusende rolig. Briza er ved at lære at lystre biddet, hun kan svuppe bidringene ind i munden, noget jeg aldrig har set før! Hun siger fra når det ikke lige passer hende, hun jorder rundt i galop og ser i den rigtige retning, og jeg bliver altid mødt af et par glade øjne med mod på det liv hun først fik begyndt på i en alder af 3 år, en kæmpebaby med en negativ rygsæk, der nu er tømt og fyldt med noget godt.
Jeg følger op med Briza som ridehest når dèn tid kommer. Tak for din tid, håber det har givet et indblik i hvor lang en vej der er med ødelagte heste, jeg tror ikke på de forskelligge "tryllekunstnere" indenfor HMS, men jeg tror på venlige, gode metoder hvor hesten kan følge med og at man kommer længst med fri/velvilliget samarbejde med hesten.
mvh Briza & Merete
Briza suger bidringene ind, det måtte opgives med masser af grin. Tango vores fantastiske lille hjælper.
Æblesnask på en glad hest. Vinteren 2011 kom balancen.
Briza så lidt sjov ud i starten . Lige ankommet og umiddelbart "bare" lidt tynd.
