Angst for heste
I 40 år har jeg haft heste i mit liv, tosset og vild som ung, ingen heste var umulige at ride og det gik over stok og sten, springning, dressur, terræn , og ikke mindst træning af hingste, men alderen sætter sine spor på mange måder.Tiden kneb i alle de år jeg var hustru og mor og det er svært at genoptage ridningen på samme ivrige måde som i de unge år, jeg er blevet en kylling og hader mig selv for det.
Det er nu 6 år siden min skønne ven Abbot blev aflivet, siden har jeg prøvet at komme tilbage, men forgæves. Flere heste har boet hèr i forsøg på at finde den rigtige. En hoppe ødelagde mit liv, hun blev solgt fra nogle "hestehandler" damer med garanti for "konehest" og NOGET så sød, jeg fik en karrusseltur på ½ time, hvor hun fòr rundt i vilde cirkler, det gale vanvid, da jeg endelig kom af så jeg et uhyggeligt glimt i hendes øjne, noget jeg ikke nogensinde havde set før. Det blev starten til 5 års mareridt.
En tålmodig hestehandler, der hver gang tjente på "fejl" heste, en ny kamp hver gang med tålmodighed og start om igen med 5 forskellige heste, der alle var "rolige" og "nemme" heste, ja men ikke når man står alene og skal ride dem udendørs, trods god tid med hver eneste, hvor de kunne falde til, lære mig at kende, så sprang eller småstejlede de når jeg skulle sidde op, eller stressede helt op bare de var 10 meter fra stalden, de var store voldsomme heste, der ikke havde overskud til at forstå venligheden, alt for mange dårlige oplevelser i rygsækken.
Vi stod for at skulle rydde lidt ud i ponyer, der var for mange heste hèr da datteren skred fra det hele, så 2 welsh ponyer blev byttet for 1 haflinger, gammel udslidt trist og tynd, men han tog mit hjerte på stedet, hele situationen i folden, hvor han stod helt stille for ikke at vække opsigt , han var bange for de store unge heste. Nuser blev leveret hurtigst af alle med ordene ; ingen garanti. Hold da op, Nuser var tæt på døden. De første 3 døgn sov han i sin boks, kun afbrudt af spisetider og en lille gåtur. Stille og roligt kom der liv i hans øjne, og han blev klar til en foldtur. Det gik ikke så godt, Nuser brød gennem hegnet og løb ind i sin boks, han var rædselsslagen for andre heste. Ozzy blev sat i boks ved siden af Nuser og lukket i fold med ham et par dage senere. Ozzy er en meget social kærlig lille hingst og hans stædighed med små drillerier bar frugt, Nuser måtte overgive sig og gnubbe manke, det var en strålende glad gammel hest vi hentede ind den aften, Nuser voksede med en glæde og selvsikkerhed , han havde fået en ven. Efterlysningen af Nuser`s fortid gav pote= 20+ godt og vel, ja Nuser er nu ca. 27 år og i sit efterår, han har taget 100 kg. på siden han kom for 2 år siden, men benene er stive og han har fået en grim tumor i øjet.
Min angst var blevet til et kæmpe problem, alle de nederlag med nye heste og ingen af dem var egnet i mine øjne, en hest der springer med det hvide ud af øjnene er ikke i min verden rideklar. Det var som en snebold der ruller, og til sidst var det med tårerne silende, rystende hænder og ben, tydelige angstanfald bare jeg anede en hest ville "springe" enten i en forskrækkelse eller i modvilje. Jeg kunne ikke mere gå med hestene, turde dårligt nok tage dem på staldgangen, og omgivelserne ville ikke se hvad der var sket med mig. Det var som om man ikke ville se det og jeg selv kunne tænke at jeg var blevet noget sart og hysterisk, indtil jeg stod ved siden af hesten, alt gik i stå ,angsten overtog fornuften , jeg havde et problem.
Vejen tilbage har været lang, jeg har kæmpet med hjælp fra Claus. Kun det jeg tør og vil, sige fra, tænke alt igennem inden, og ikke mindst stædighed. Jeg bliver aldrig som før, men bare jeg kan få en hverdag med hestene igen, uden tårer og med "hjælper" så er jeg tilfreds.
Nuser begyndte at se flot ud, og èn dag lagde jeg sadlen på ham, en stille skridttur rundt på banen! Nuser begyndte at arbejde med biddet, inden jeg fik set mig om var jeg udfordret som rytter, Nuser trykkede på mine "rytterknapper" så den stille tur blev en test af mig på en rolig og venlig måde. Jeg red for første gang dressur siden Abbot , jeg nød det i fulde drag, og Nuser viste hvor dygtig han er, LC drønede han fint igennem. Sikke en klog gammel ven, der helt klart mærkede min angst, så tårerne og ignorede min rystende krop. Tak søde Nuser.
Siden har Nuser stukket af med Claus på ryggen, han nægter at lystre andre end mig :O) Man har vel også visse fordele! Desværre er det slut med ridning på Nuser, han er på pension.
En dag da Claus øvede med Basse hvor det hele gik i smadder ville jeg overtage og hjælpe Basse til at forstå, jeg kom så langt som til opsidningen da jeg igen ikke kunne. Basse kiggede noget forvirret på mig, han havde intet gjort. Et nederlag oveni de andre.
Det samme skete igen og min ømhed for heste fik mig igen til at bede Claus stige af, denne gang kom jeg op, fik ro på mig selv og var noget stolt da jeg steg af, jeg havde redet på store Basse.
Næste skridt er mit mareridt, jeg elsker Briza og hendes fejl, ikke mindst beundrer jeg hendes lange kamp tilbage til livet, og respektere hendes afhængighed af os og vores hverdag, så jeg skal overvinde det sidste og få redet hende til, min angst skal ikke gå ud over hende. Briza skal ikke sælges, fælden er klappet, jeg kunne tage hende eller opgive, nu må jeg bare videre og mon ikke Briza holder det hun lover? Jeg tør mere og mere med hende, og hun har endnu ikke gjort mig bange, jeg har siddet i stalden og grædt hvor jeg ikke turde tage hende på fold, kun 2 gange måtte jeg give op, de andre tog jeg hende ud uden problemer, det er som om hun bare har accepteret at det er en del af mig og finder sig roligt i når Claus overtager.
Til sidst lidt billeder fra mine sejre, tak til de dejlige heste.
